Rejsedagbog fra Jordan – Byliv

Amman

I dag har jeg været nede på Rainbow Street, som er et kvarter, der er meget anderledes end resten af Amman. Her er de vant til vesterlændinge og kvinder uden tørklæde. Derfor er det lettere at opholde sig her end i resten af byen. Desværre er det en ret kedelig vej. Der er ikke så meget at se. Den består hovedsageligt af kebab- og burgersteder, telefonforretninger og nogle enkelte caféer.

Ved siden af Rainbow Street ligger Downtown, som er Ammans turistcentrum. Ikke fordi her er særlig meget turisme. Jordan er et meget ungt land med under 100 år på bagen, og landet har stort set ingen kulturhistorie. Før første verdenskrig var Jordan sammen med Syrien, Palæstina og Libanon en del af det Osmaniske Rige, og området Jordan var stort set ubeboet. Derfor er her ingen historiske monumenter med byzantinske buer og hvælvinger, ingen vandpibecaféer med gamle traditioner og ingen antikke badehuse med mosaikker og farverige friser. Alt er spritnyt på den fuldstændig nedslidte og faldefærdige måde. Amman er bygget i beton på fem bjerge og ligger i en sky af bilos, mens skraldet syner hen i gaderne. Her er ingen farverigdom. Ikke engang moskeerne har fået en lille klat maling. Den eneste farve her er, er når solen går ned over byen, og husene indlemmes i et smukt, cremefarvet lys. Herfra ser Amman næsten smuk ud, som en perle, der skinner midt i den arabiske ørken. Og når imamerne samtidig synger aftenbøn ud over byen, er det meget stemningsfuldt.

For at vende tilbage til Downtown, er det et sted, hvor man sagtens kan færdes som vesterlænding. Man skal bare være klar på det turisthelvede, der venter en. De arabiske gadesælger forsøger med al deres magt, at få dig til at købe alverdens ukurant bijouteri, vestlige kopivarer og nationale look a like-klædedragter. Midt i al turismen er der dog også lokale forretninger, hvor du kan finde hjemmelavede sæber, uanede mængder af krydderier, kaffe, the, chai og ægte kashmirtørklæder. Men det er svært at finde det autentiske midt i alt det uægte.

I Downtown ligger også Ammans måske eneste kulturelle vandpibecafé, Jafra. Det er hjemsted for byens intellektuelle, og her kan du se jordanere på date, hvilket ellers er fuldstændig uhørt hernede, og kvinder uden tørklæde. Kvinderne fra de højere sociale lag er fritaget fra at bære tørklæde, hvilket blandt andet også gælder Jordans dronning, Rania. Det er bare ikke særlig tit, man ser sådan nogle kvinder.

Jeg sluttede dagen af på Jafra, hvor jeg fik en af Jordans allerbedste lemonader, som består af limesaft, frisk mynte og sukker. Den smager fantastisk og tager dig til en tid, hvor Mellemøsten var regeret af sultaner i storslåede paladser og jorden bugnede af friske dadler, figner og citrusfrugter. De gamle paladser findes skam stadigvæk. Man skal bare til Damaskus, Bagdad eller Istanbul for at opleve mogulernes storhedstid. Jordan var beduinernes land, ørken, som blev tilbagelagt på kamelryg, og som nu er beboet af betonhuse og benzinbiler – ja og mig.